Dagbog fra show-knabberne
Efter mange lange og seje
forberedelser og øve-aftener oprandt Roskilde Dyrskue endelig.
Foreningen deltog med 13 skønne
show-knabstruppere i alle størrelser og farver, og vi havde nogle
dejlige, men meget varme dage.
Torsdag den 7. juni
Vi ankom alle i løbe af dagen
med vores heste/ponyer og fik dem gennem indsyningen, og anbragt i
deres bokse. Der var en del kaos med lastbiler, trailere og dyr i
lange baner, der forsøgte at finde deres respektive pladser, men alt
gik alligevel op i en højere enhed.
Efter at hestene var anbragt i
boksene, og der var sørget godt for dem, var det tid til at rigge
campingvognen til eller slå teltet op. Vi havde fået pladser sammen,
så der var grundlag for lidt socialt samvær, når ikke hestene
krævede vores opmærksomhed.
Fredag den 8.juni
Så kom dagen, hvor vi skulle se
om vores fælles anstrengelser ved øveaftenerne bar frugt. Det var jo
en meget varm dag, og vi var vist alle lidt bekymrede for om hestene
(og vi selv) fik nok at drikke.
Vi skulle på første gang fredag
aften, og ca. 1 time før begyndte vi at gøre klar. Hestene skulle jo
være rigtig fine, og vi skulle jo også være klædt fint ud. Mogens på
Faustino og Heidi på Alaska deltog også i Kvadrillen og kunne lige
nå tilbage og skifte jakker, inden vi skulle til opvarming.
Vi fik alle fornøjelsen af at
se hvor Mariannes stress-tærskel ligger, da Bine kun 40 minutter før
vi skulle være i ringen, fandt ud af at hun vist ikke havde lyst til
at være kørehest! Iført seletøj og vogn forsøgte Bine at kaste sig
op på ladet af en lastbil, og det er et under at hun slap med
overfladiske skrammer. Desværre blev vognen skadet, og Bine kunne
ikke deltage i showet. Heldigvis lykkedes det os at få hjælp fra
Kristiane Zøllner med tinkeren Katinka, der derefter var køre-hest i
alle 3 opvisninger.
Malene og Bolette havde lidt
problemer under opvarmningen, for Bolette synes ikke hun havde lyst
til at springe hurdlerne, og blev ved med at undvige, selvom Malene
gjorde sit for at få hende over. Til sidst dannede Gitte på Rex og
Mogens på Faustino en mur på hver side af hurdlen og så kunne
Bolette komme over, og derefter var der ikke problemer med hende til
showene. Meget godt klaret af Marlene og Bolette der kun har nået at
træne 2 gange sammen inden Dyrskuet..
De fleste af os var vist lidt
nervøse, lige inden vi skulle på, men vi lavede et rigtig godt show,
hvor alle hestene opførte sig perfekt, og ryttere og statister havde
godt styr på timingen. Imens vi viste showet, speakede Peter og
fortalte publikum om knabstrupperen.
Da showet var veloverstået, var
vi alle svedige, og glade, og Marianne kunne slappe lidt af igen!
Mogens havde sørget for mad til
fællesspisning, men da vi jo ikke havde tænkt på at tænde for
grillen inde vi skulle opvise, blev det til fælles-natmad. Vi sad så
der i mørket og fik god mad og vin og en masse hygge, og vi fik
Marianne til at tude lidt, da vi overrakte hende en fælles indkøbt
gave, som en lille tak for hendes indsats.
Lørdag den 9. juni
Frank havde været tidligt oppe
og se til alle hestene, hvorefter han cyklede efter morgenmad til os
alle. Efter morgenmaden var der lidt tid til at se andet end
showheste-boksene inden vi skulle i ringen igen. Vi skulle være på
kl. 12.42 i den værste middagsvarme. Endnu engang iførte vi hestene
deres ”outfit” og hoppede selv i tøjet.
Bine havde fået det så godt, at
hun nu kunne deltage som ridehest, og selvom der blev lidt panik
over at ingen kunne finde trækvognen med rekvisitter, og vi igen fik
Mariannes stress-tærskel overskredet, lavede vi endnu et supershow,
(rekvisitterne nåede at blive fundet) og denne gang var vi ikke så
nervøse, så nu var der overskud til at kigge ud på
tilskuer-pladserne og se hvor mange tilskuere vi havde, og der var
mange.
Resten af dagen gik med at
svede, kigge på salgsboder, svede, se til hestene og svede. Lørdag
aften så vi det store aften-show, hvilket var lidt af en skuffelse!
Tilbage i camping-området stod den igen på hyggesnak og
knabstruppersnak til ud på de sene timer.
Søndag den 10. juni
Endnu engang havde Frank været
til bageren, så vi kunne starte dagen med et fælles måltid.
Vi skulle først på kl. 17.50 så
vi havde endnu en varm, lang dag for os, hvor vi kunne gå rundt og
hygge og se til hestene. I løbet af formiddagen begyndte de fleste
stille og roligt, at pakke telte og campingvogne sammen, så der var
klar til afgang når showet var slut. Vi var vist flere der glædede
os til at komme hjem i bad, for vi var begyndt at lugte værre end
hestene!
Da tiden nærmede sig for
opvisningen gjorde vi os klar, for at opdage at de var forsinkende,
så der gik vi rundt og svedte, og så vist mest frem til at kunne
komme hjem. Denne gang var der styr på rekvisitter m.m., men lige
som vi skulle ind, ville kvæg-folkene pakke et kæmpe banner sammen,
hvilket gjorde et par af vores heste urolige, så vi kom lidt
forsinkede ind efter vores kørehest, men nu var vi jo ved at blive
godt rutinerede, så vi lavede selvfølgelig endnu et fantastisk show.
Efter showet stod den på afgang.
De sidste ting blev pakket, og hestene læsset, og hjem gik det til
græsfoldene og lange bade.
Alt i alt havde vi 4 dejlige og
meget hyggelige dage på Roskilde Dyrskue, og jeg er sikker på at
vores smukke heste har gjort et rigtig godt indtryk på publikum.
Christa,
Showdeltager
Til Top |