Lørdag den 19
marts afholdt Knabstrupperforeningen kursus for piskeførere og
kåringshjælpere på Grundmosegård.
Undervisningen blev forestået af Niels Pedersen Formand for region 2 i Dansk
Varmblod og mangeårig springrytter, dommer, og opdrætter af springheste. Vi
har før benyttet Niels som springdommer ved kåring og pointbedømmelse, og
nydt godt af hans enestående viden og kompetance indenfor springning. Vi
blev heller ikke skuffede denne gang. Niels er en inspirerende underviser,
og vi nød alle som en godt af hans rolige omgang med både os og hestene. I
selve løsspringningen blev hestene hjulpet til selv at trække på springene
og afvikle dem på bedst mulig måde, og vi blev konstant mindet om at læse
hestene og tage individuelle hensyn. Det er bare med at være på og holde
ørerne stive når Niels jonglerer rundt med heste, hjælpere, spring og løse
bomme.
Niels lægger meget vægt på at hjælpen skal være den mindst mulige, men givet
på det helt rigtige tidspunkt. Han påpegede flere gange at en let berøring
på indvendig bagben, allerede når hesten er på vej ind i banen, ofte har en
langt bedre effekt end overdreven smælden med pisken under afvikling af
springene.Vi så selv utrænede heste trække fra og afvikle, og alt foregik i
en meget rolig og harmonisk atmosfære. Det er dejligt at en så lille
forening som vores, er i stand til at stille med så kvalificeret og
inspirerende en underviser til gavn for os, og ikke mindst de heste som vi,
for foreningen skal afprøve.
Tak for det, vi skal gøre vores bedste for hestene ved fremtidige
arrangementer.
Der skal også lyde en tak til Monna og Poul for husly, lån af materiel og
ridehus. Tak Monna, Poul, Bjarne og Christa, fordi I stillede heste til
rådighed, det var en luksus at have heste på alle niveauer og i alle
størrelser.
Tak til alle deltagerne, I var som altid både engagerede, aktive og
hyggelige at være sammen med, og vi glæder os allerede til forårets
pointbedømmelse.
Med venlig hilsen
Kirsten og Margrethe |