Knabstrupperforeningen for Danmark's ARKIV
Knabstrupperforeningen for Danmark's ARCHIVE










 

 

 

 

 

 

Store Hestedag 2010 
af Christa Raahauge Jensen

Store Hestedag startede for de flestes vedkommende fredag aften (hvis man lige ser bort fra de ugelange forberedelser) da show-hestene skulle indsynes.

Vi skulle have generalprøve kl. 19:00, så der skulle alle være i sadlen/vognen og være klar.
Prøven gik fint og hestene blev puttet for natten, sammen med Kirsten og Pia, der ikke synes at vores heste skal sove alene på dyrskue-pladsen. Denne beslutning blev vist overvejet et par gange i løbet af natten, og især ved 04-tiden, da et stort æsel insisterede på at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse.

Lørdag morgen startede vores stævne, hvilket vi alle havde set frem til med spænding, da det var det første gang vi skulle prøve at afvikle et sådant. Der var 36 tilmeldte starter, men desværre var der et mindre frafald p.g.a. sygdom o.lign.
Afviklingen forløb særdeles tilfredsstillende, og der var rosetter til alle startende. Desuden blev vi begavet til overflod med flotte sponsorgaver, der blev uddelt med rund og uretfærdig hånd. Det kan bl.a. nævnes at undertegnede, der blev diskvalificeret i keglekørsel (så lærte man at det ikke er helt lige meget, hvad vej man kører igennem keglerne) modtog en taske med forskellige lækre Blue Hors plejeprodukter.
Der blev desuden uddelt flere ny-indstiftede pokaler/vandrer-pokaler. Der var til bedste dressurvallak, givet af Stald Dysted, og vundet af Grim, der videregav den til Max og Pia.
Stald Buch gav en vandrepokal til dagen værste tur i spring. Den gik til Lærke og Rikke af Dutterup. Stifternes Pokal fra Grundmosegård gik til bedste køre-ekvipage, Henriette og Maxi, og
Santos havde den store ære, at modtage ”Dagens Kylling”.


Lørdag eftermiddag skulle show-holdet vise Grease-showet. 11 heste deltog, og der hersker altid nogen forvirring i staldområdet, når så mange heste skal sadles/seles op, og rytterne/kuskene skal have skiftet tøj. Det gav lidt sommerfugle i maven, da vi på opvarmningsbanen kunne se hvor mange mennesker, der havde taget opstilling omkring Store Ring, for at se show, men da først vi kom ind i ringen og showet forløb uden problemer, var det en skøn fornemmelse at deltage. Det er især en fed fornemmelse, når man kan høre publikum klappe i takt under hele afslutningen og udridningen!
 
Lørdag eftermiddag tog vi ringen, hvor kåring/skue skulle afvikles i øjesyn. Det var vist godt, at vi gjorde det på det tidspunkt, for det viste sig at banen var 28x20 meter, hvilket ville blive et problem for de store heste. Efter en del forvirring og mange telefonsamtaler, lykkedes det at få lov til at ændre banen, hvilket Jan brugte det meste af lørdag aften på.

Søndag morgen skulle vi afvikle hoppekåring og føl/plagskue. Der var ikke helt så mange tilmeldte heste som sidste år, men kvaliteten af de fremviste dyr var rigtig god. Også her blev der uddelt mange fine sponsorpræmier.

Søndag eftermiddag stod den igen på show, og igen fik vi vist vores smukke knabstruppere i fuld fart. Afslutning gik ikke helt planmæssigt, men til gengæld havde vi i år ingen uheld eller skader.


Ind imellem alle disse aktiviteter, deltog flere Knabstruppere i andre arrangementer, bl.a. Miss Lunatic og Vibesholm´s Lina som sadel-afprøvnings-heste under et foredrag afholdt af Tanja Lange, og Rex og Aramis i springkonkurrencen.

Efter showet søndag, var det tid til at pakke sammen og tage hjem – og slappe af. Selvom det er et par sjove og hyggelige dage, er de også lidt hårde at komme igennem, når man har heste med både til stævne, i show og til kåring/skue.
Som Kirsten så rigtigt fik sagt: man føler sig som en spaghetti, der har ligget for længe i kogevandet!

Der skal lyde en tak til Maj-Britt Dragsdal, der med kort varsel trådte ind og overtog Margrethes arbejde, og en tak til Helen for at vi, også med kort varsel, måtte låne Faust så vi kunne gennemføre væddeløbet i showet. Vi savnede jer begge – og ønsker jer god bedring!


Tak til alle deltagere i såvel stævne, show og kåring/skue for det gode humør og for en fantastisk weekend!

Christa


Billederne er venligst udlånt af www.tehs.dk og Dunkans Knabstrupper
 


 

Knabstrupperforeningen for Danmark - Arkivside med gammelt materiale som ikke er overført til den nye side, Knab.dk