Hvordan en dansk ”Prinsesse” blev en ”Alpeprinsesse”

     1.April, om man tror det eller ej, var ingen Aprilspøg. Præcis klokken 09.00 kørte vi fra Kreuzlingen, klokken10.00 vekslede vi bil, til en dog ret luksuriøs hestetransporter. Klokken11.00 havde vi  fået  hø- og halmballer  ombord fra en god ven, og med godt humør  og en god ladning af sandwicher og vitamindrik , gik det i retning Singens autobane.
     Undervejs passerede vi vidunderlige skove, vinområder, Stuttgard, Heilbron, Würzburg, Kassel. Vi havde gode samtaler, og min mand havde til vores underholdning også sunget, da vi ingen radio  havde. Vi havde  langsomt besluttet at tage den næste afkørsel, og finde os et godt hotel for natten. Snart var den der, kort efter Hannover fandt vi et skønt hotel, og efter en dejlig aftensmad gik vi til ro.
     Klokken 08.50 kørte vi videre og passerede den danske grænse efter 1064 km.Vi ankom klokken 15.40 i Vellev, og der stod hun, vores prinsesse fuld af livslyst og humør.

     Nok en nat i Danmark , så måtte vi  påbegynde vores rejse hjem til Schweiz. Jeg tror vi havde forberedt os godt mentalt og sjæleligt. Tusind tanker  gik igennem mit hoved, og jeg havde ikke sovet godt. Efter råd fra to dyrlæger, ville vi køre hele tilbageturen i et stræk. Til sikkerhed havde vi medbragt et almindeligt beroligende middel, der dog efter den danske dyrlæges mening ikke var nødvendigt.
     Så kom det store øjeblik, Prinsessen blev ladet i vognen, men hvilken overraskelse, hun gik ind som var det den naturligste ting i verden.  Ena Sparre og hendes mand  Poul-Erik førte hende ind og bandt hende , fodersækken var fyldt og egentlig kunne det nu gå løs - kun lugen til og af sted, men skræk og ve ,vores Prinsesse havde vel nu fattet hvor hun befandt sig.
     Hurtigt ind i bilen og simpelthen køre så hun ikke mere ville have tid til at lave hærværk, men  måtte koncentrere sig om at holde sin balance. Hun gav os ingen chance til at komme af sted, et blik bagud viste at  midtervæggen i vognen var blevet slået ud af sin forankring. På den måde går det i hvert fald ikke, ud igen og  hun får 1/3 dosis beroligende middel. En halv times ventetid på dets virkning, understøttet af beroligende ord og gulerødder. Nu andet forsøg, hun er rolig, og vi kan klokken 14.35 køre af sted.
     Poul-Erik  følger os på vej til autobanen, hvad laver Bine-Line, oh hun spiser allerede, et godt tegn, men pludselig, hvad er det ?, straks stoppe. Bine  har på en eller anden måde fået viklet sit hoved ind i den ene af de snore hvormed hun er fastbundet. Herre min gud , hvis det skal fortsætte sådan, så kommer vi aldrig til Schweiz (tænkte jeg). Alt igen i orden, vi føler os trygge med vores ledsager Poul-Erik. Nu går det videre, nok en cigaret til  at berolige, og på motorvejen opdager vi at vi har nok en ledsager bag os, Ena højst personligt. Hvad for  overvejelser gør hun sig mon ?.
     Første pause er ved den Tyske grænse klokken 18.15, nu vælge den rigtige parkeringsplads,  forhåbentlig tager fortoldningen ikke for lang tid. Henning er løbet af sted med papirerne , og jeg har åbnet sidelugen for første gang, og givet Bine vand og gulerødder. Oh min gud , denne parkeringsplads er så stor, men netop denne kæmpe lastbil parkerer lige ved siden af os, på den side vi har åbnet, og ikke nok med det, han må naturligvis også lufte sine bremser ud. Bine  drejer sine ører fremad , kigger interesseret ”Åh, hvad er det for en interessant  ting”
     Der blev jeg for første gang opmærksom på hendes  karakter, hun havde  simpelthen kun kigget, og havde vel allerhelst undersøgt lastbilen og snuset til den. Hvor dejligt, min mand er allerede efter ca.15 minutter  igen hos mig med færdige toldpapirer. Super, den første toldovergang er  overstået, og vi er  i god tid på vej gennem Tyskland.
     Man  skal bemærke sig, at en hest stadig toldmæssigt er en vare, det betyder at vi nu er i transit, og egentlig skulle vores vogn være plomberet, men toldere er dog  gudskelov rimelige mennesker. Man skal også bemærke sig, at visse papirer  ikke må være ældre end  48 timer, inden vi igen forlader Tyskland, derfor må man  forberede en god tidsplan.
     Hamburg ligger foran os, hvad skal vi?, køre rundt om byen, eller gennem Elb-tunnellen? Et blik på uret overbeviser os om at tunnellen er den bedste løsning, der skulle ikke være nogen kø på dette tidspunkt, og vi har heldet med os.
     Uden et ord kørte vi igennem det ubehagelige rør, faktisk er jeg og min mand et godt sammenspillet team, altid når vi er i en lidt kritisk situation, tænker vi det samme, men siger det først bagefter. Med svedige hænder forlader vi igen dette hul.
     Hvad laver Bine imens? I tunnellen irriterede de mange lys hende, og jeg tror også at varmen der inde plagede hende, og for første gang stampede hun med sine forhove, og det  var en stampen vi i den nære fremtid fik at høre igen i bestemte situationer.      Vi kan ikke mere præcis sige hvornår vi holdt pauser, eller hvor vi har tanket, det var ca. hver 3 time og i hvert fald hver gang det samme ritual. Ind på tankstationen, min mand tankede benzin, jeg på toilettet, betale for benzinen, og jeg havde til stadighed til opgave at give Bine vand, fodre hende med gulerødder, nusse hende, men også til slut til opgave igen at lukke lugen, og i dag tror jeg at Bine aldrig vil tilgive mig dette.
     Så snart vi kørte videre, begyndte denne stampen de første 10 minutter, og den gik gennem marv og ben. Spørgsmål: Ved I hvad en hest laver i sin anhænger ?? Vi kan kun sige hvad vi har set. Bine havde delt sin tid ind i en smule døsen, så igen  noget at spise, i intervaller af ca. 50 minutter.
     Det er for længst nat, vi kontrollerer at vi har nok at drikke, spise gider vi ikke mere, på et eller andet tidspunkt har man nok af sandwicher. Ca. klokken 03.00 om morgenen har jeg en krise, men jeg kunne ikke sove, min mand har på dette tidspunkt kørt, men klokken 05.00 er jeg igen ved  rattet. På dette sted vil vi takke for de opkald vi fik over vores handy-telefon, og for den sjælelige understøttelse de gav os, det var tip top. Morgenen bryder langsomt, og et kapløb med tiden er begyndt, trætheden  var uimodståelig, og ca. klokken 07.00 havde vi det sidste stop for at tanke inden grænsen til Schweiz. Vi var helt færdige, og for sidste gang på en tankstation måtte vi åbne sidelugen, fodre Bine og give hende vand, men tro mig , man kunne ikke sige jeg var nær ved at græde, nej tårerne løb simpelthen, og et blik på Bine havde i alle tilfælde givet mig grund nok. Klokken 24.00 om aftenen havde vi regnet ud, at vi allerede kunne være ved grænsen i Konstanz  klokken 09.00, og ikke som oprindeligt  forventet klokken 16.00 , på grund af at vi ikke havde haft nogen trafikkøer undervejs. Vi vidste imidlertid at dyrlægen i Schweiz  kun kunne træffes klokken 09.00 om morgenen, eller klokken 16.00 om eftermiddagen. Samtidig løb vi langsomt ud for strøm på vores telefon, men gudskelov havde en god ven arrangeret at dyrlægen kom tilbage klokken 10.30. Vi må her takke Kanton dyrlægen for sin fleksibilitet. Også vores ven Peter, der modtog os ved tolden i Konstanz, mä vi sige: Peter , vi var aldrig før så glade for at se dig! Jeg tror at jeg har fået et  større traume af denne transport end hesten, hvad der også senere har vist sig at være tilfældet.

     Klokken 09.10 er vi over gränsen i Konstanz-Kreuzlingen , nu ligger der kun 27 km foran os, og tro det eller ej, men de var de værste og de længste. Bine er  nu meget utålmodig, stamper og slår med hovedet imod  hendes fodersæk, og hendes øjne gløder virkelig, Henning  tør slet ikke mere se bagud, for hver gang deres øjne mødes, bliver Bine værre at se på. Kunne vi bebrejde hende dette, jeg tror det næppe. Jeg beundrer denne hest. Vi må på denne korte strækning nok engang holde, idet hun har fundet ud af, hvordan man nedefra  med hovedet, kan løfte den forreste stang ud af sine holde punkter.
     Endelig er vi hos Manuel, en meget stor løbestald venter her på  Bine, med masser af plads, frisk luft og frisk hø, det store øjeblik er kommet, nu kunne vi åbne den bagerste luge. Bine kikker sig om: ”Det er vel en dårlig vits, jeg venter 5 minutter, så lukker de nok igen, men nej, de kalder jo på mig, og hvilken overraskelse, de binder mine  snore løs, og skubber midtervæggen væk. Lad mig se hvad er der derude? Komisk, hvad er der galt med mine ben, har jeg drukket, eller var jeg i søgang? og hjælp, alle de nye hestekammerater, de kikker jo alle på mig, holdt, jeg vil blive i min bil”.
     Det  er næsten mere end hjertet kan bære, når man er dødtræt, og man ser hvordan den lille Bine 8 måneder gammel, går stiv som om hun var søsyg.  Men trods alt, Bine følte sig særdeles vel i sin løbestald, og med det  friske hø, og hvad der nok er mere overraskende er at hun efter ca.10 minutter sprang omkring og ville lege.  Uden en skramme, og i godt humør stod hun midt i sit hø, hvilken lettelse!!
     5 uger senere har vi igen haft Bine i en anhænger. Det var en drøm, som hun ganske roligt spadserede ind i den, hvorefter  vi kørte hende og hendes nye kammerater til deres  store eng i Alperne. Kun jeg har stadig et transporttrauma.

 Anita  og Henning Olsen, Kreuzlingen, Schweiz.